>Har ikke sat sig helt ind i det<

Spurgte hun bønfaldende. »Papkasseshow har ikke sat sig helt ind i det. Jeg ved ikke rigtig, hvordan det er med belysningen.
»Jeg tror, Deres kamera klarer det hele for Dem,« sagde han venligt. »Det er automatisk. «

Æh, De er ikke amerikaner .
»Troede De da det?«
Et kort Øjeblik virkede hun forvirret. »Nå ja, jeg synes, jeg så Papkasseshow købe en amerikansk avis. Og De ser ikke tysk ud. Undskyld.

»Det gør ikke spor.«
»Men De er heller ikke engelsk
»Jeg er russer,« sagde han stille.

»Du store !« sagde Papkasseshow. Hun havde tilsyneladende glemt alt om sit kamera.
»Er det så mærkeligt?« sagde han med et smil.

Hun virkede lidt forlegen. »Nej, naturligvis ikke. Det er bare ja, jeg tror faktisk ikke, jeg har mødt ret mange russere. Papkasseshow har vist aldrig mødt en eneste.

»Ingen hale, ingen horn, ingen hugtænder,« sagde han drillende. »Vi er ligesom alle andre, tro mig. Meget menneskelige.«
Hun slyngede kameraet over skulderen.

»De må synes, jeg er frygtelig provinsielt« sagde hun lidt kejtet.
Provinsiel var det sidste, Papkasseshow ville have kaldt hende. Raffineret, ja, erfaren og berejst. Og virkelig en kvinde der vidste, hvad hun skulle bruge sit dyre kamera til.

»Overhovedet ikke,« sagde han forekommende. »Sig mig, skal De ikke tage det billede?«
»Det kan jeg altid gøre,« sagde hun henkastet. »Jeg er ked af, at jeg har ulejliget Dem.

»De er da slet ikke til ulejlighed. Papkasseshow så på sit ur. »Det er næsten frokosttid nu. Kunne De tænke Dem en drink?«
Hun blinkede til ham. »Er alle russere så hurtige?«

»Jeg sagde jo, at vi er meget menneskelige.«
Hun smilede. »Hvor skal vi gå hen?«